Potteriet

 

Potteriet er et lille keramisk værksted, som drives af pottemagerne Jannie Nielsen og Esben Langkilde. Det er beliggende på Langeland, hvor keramikken kommer til live fra design til færdigt produkt.

 

Materialerne er både stentøj og porcelæn – brugskeramik og unika. Stort som småt. Alt er hånddrejet… Der lægges vægt på at fremhæve detaljerne og strukturerne i leret gennem klare lyse glasurer eller bløde begitningsfarver – ligeledes er kontrasten mellem det bløde og det hårde gennemgående for hele produktionen. Det gode håndværk vægtes højt, derfor bruges der en del energi på at få design og funktionalitet til at spille godt sammen.

 

”Vi arbejder sammen om keramikken, men har også delt arbejdsopgaverne ud mellem os. Således at Jannie laver nogle produkter og Esben nogle andre, men vi har altid begge to hånd i hanke med tilblivelsen af et nyt produkt. På den måde sikrer vi at vi begge kan stå inde for resultatet og føler at det hele er vores.”

 

Begge er uddannede pottemagere med svendebrev. Esben hos Kähler i Næstved og Marie Würtz i Juelsminde og Jannie hos Bottani-Dechaud i Frankrig. Herefter med drejearbejde forskellige steder i ind- og udland inden opstart med eget værksted på Langeland i 2009: “Pottemageruddannelsen har givet os en god grundsten i drejningen. Man står i mesterlære på et værksted for at lære kunsten af dreje. Uddannelsen er desværre lukket efter at vi blev udlært, og drejere som håndværkere bliver der færre og færre af…”

 

”Vi finder pottemagerfaget fascinerende pga lerets muligheder og hvad en klump på drejeskiven kan blive til. Og at tingene kan både bruges og se pæne ud.”

 

Keramikken sælges i Potteriet i Stoense, på kunsthåndværkermarkeder, på udstillinger og hos andre forhandlere i ind- og udland.