Per Buk

f. 1969 Billedkunstner og skulptør.

 

Per Buk´s billeder kan forekomme næsten anstødeligt positive og livsglade, og de kan synes momentant naive. Hvad de måske også er. Det er sandsynligvis netop her, nøglen til kunstnerens verden skal søges.

 

Hans værker er insisterende. De skjuler ikke deres hensigter og dækker sig ikke ind under en eller anden finkulturel fernis. De byder sig til. Inviterer. Store og små fugle, finurlige væsner der stritter med tæerne i fryd, og smiler. Smiler forsonet, som bar de på en hemmelighed, de i samme nu åbenbarer for betragteren: Glædens hemmelighed. Og tør man overgive sig og træde nærmere, tør man give efter og lade sig forføre.

 

Så glædesfyldte hans værker end er, stiller de dog hver enkelt af os over for en stor opgave. Nemlig den at komme over ens med livet, verden, én selv og hinanden på den bedst mulige måde. Lægge al gusten viden, forbehold og fordomme bag sig og bare tillidsfuldt give sig glæden i vold.

 

Uddrag af Kunstanmelder Preben Winther