
9. OKT. -21. NOV. 2026
Fotografiet indtager Nowhuset, når en række fotografer med vidt forskellige udtryk og tilgange mødes i årets efterårsudstilling.
Fra rå landskaber og nordisk natur til portrætter, arkitektur, abstraktioner og eksperimenterende værker. Fotografernes Efterårsudstilling 2026 viser fotografiets mange muligheder – og undersøger samtidig, hvad et fotografi kan være.
Udstillingen samler fotografer med forskellige baggrunde og måder at arbejde med mediet på. Nogle arbejder med det præcise og iscenesatte fotografi, mens andre lader bevægelse, tilfældighed og naturens omskiftelighed blive en del af processen.
Flere af værkerne bevæger sig ud over det klassiske fotografi. Her arbejdes blandt andet med analog film, multieksponeringer, cyanotypi, negativer, lag og transparens samt forskellige materialer og printteknikker. Andre retter kameraet mod de detaljer, vi ellers let overser – spor efter tid, slid og forandring i landskaber, bygninger og materialer.
Fælles for udstillingen er blikket. Blikket på mennesker, naturen og vores omgivelser – og på de muligheder, der opstår, når fotografiet ikke blot bruges til at dokumentere verden, men også til at fortolke den.
De fotografiske værker suppleres af unik keramik, der tilfører udstillingen en taktil dimension. Mødet mellem de visuelle udtryk – fra det rå og naturlige til det raffinerede og kunstneriske – gør helheden både varieret og harmonisk.
Fernisering d. 8. okt kl. 16-18 – alle er velkommen – gratis adgang
Åbningstider: Torsdag–lørdag kl. 10–17 i oktober og november, samt alle dage i efterårsferien (uge 42).
Fotografer:
Jørgen Johansson, Søren Rønholt, Jens Juul, Ole Christiansen, Ane Bernhoft, Surland og Vesterager, Maria Fynsk Norup, Ebbe Rosendahl, John Rasmussen, Klaus Larsen, Chresten Kruchov, Torben Jansen, Victor David Kraft, Marie Wöldike
Keramikere: Poul Erik Eliasen, Søren Baun Jeppesen, Per Buk, Potteriet